Indlæser Begivenheder

UDSTILLING: SARA LUDVIG – PROFESSIONELT & PERSONLIGT

Udstillingen består af tre dele.

Den første del er projektet ARV, der var hendes afgangsprojekt fra Designskolen Kolding. Det er en serie af sjaler med rødder i den færøske tekstiltradition, som hun stiller sig på skuldrene af og  som er en hyldest til hendes ophav.

Anden del består af broderier, strikkeprøver og andre værker, der er med til at vidne om en fordybelse i håndværk og processer, der går ud over det at strikke en trøje.

Tredje del er fra hendes nyeste stammeskud som professionel tekstildesigner og er et udpluk af designs fra hendes nuværende liv som designer hos Hjertegarn, hvor hun bl.a. har etableret samarbejder med nye partnere som Glyptoteket, for at søge nye muligheder for strikkekunsten. Her bliver alt det faglige sat i et nyt perspektiv og viser hvordan et traditionelt håndværk forhåbentlig stadig kan gøre sig relevant i en moderne verden.

‘Mit navn er Sara Ludvig. Jeg er tekstildesigner med speciale i strik, og det er ingen tilfældighed. Min mors færøske rødder og de stærke strikketraditioner, der følger med fra Nordatlanten, betyder at jeg har fået strik ind med modermælken. Strik er simpelthen en del af det færøske DNA, og i forlængelse en del af mit. Derfor er det også en kilde til inspiration, jeg altid vender tilbage til. Med stor respekt for tidligere håndarbejdstradtioner, forsøger jeg at ryste posen og give nyt liv til det gamle.

Håndarbejde har altid givet mig et rum til fordybelse og ro. At skabe noget med sine hænder kan være en langsommelig proces, men netop dét kan jeg godt lide i en hverdag, hvor alt andet går stærkt. Når jeg selv har tænkt tankerne og lagt mange timer i at strikke noget får det en større værdi for mig.

Foruden strik, har jeg altid haft en stor interesse for kunst i alle afskygninger. Jeg elsker at finde inspiration i kunsten og det kommer ofte til udtryk i de designs jeg skaber. Ved at arbejde i spændingsfeltet imellem kunst og design opstår der tekstile genstande, der kan mere end bare at være en trøje til varm og praktisk beklædning. Resultatet bliver designs der er unikke og skiller sig ud, og netop det synes jeg er en stor del af mit design DNA.’

Detaljer
Dato:
20. september 2025
Tidspunkt:
10:00 - 17:00
Pris:
GRATIS
sted
Hurup Hallerne, Idrætsvej 7
Hurup Thy, 7760 Danmark
Del Arrangement

TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Hold dig opdateret og få nyheder om Wool Days Thy.
Du kan til enhver tid afmelde nyhedsbrevet.